Kult, eller bare et godt værktøj
Der er mange, rigtigt mange, meninger om Leica M kameraer. Og om dem, som bruger dem. Leica M brugere bliver endda kaldt for en halvreligiøs kult og som værende af en særlig familie (det med familien vender jeg tilbage til). Leica M er et dyrt mærke, måske for dyrt. Ikke desto mindre betaler man både for et fantastisk kamera i uopslidelig kvalitet, udviklingen, og naturligvis for en historie omkring et af verdens mest ikoniske kameraer. Sådan er det med kvalitet, og med et brand, der har haft stor indflydelse på fotohistorien. Der er en en grund til at brugtprisen er relativt høj. Kvalitet holder.
Min argumentation er nu heller ikke imod de store DSLR kameraer, for de har deres berettigelse og er man vant til at arbejde med det værktøj, er det også bedst at holde sig til det. Bevæggrunden for mit indlæg er mere den her lidt hysteriske argumentation imod Leica. Leica M er et fantastisk kreativt værktøj i de rette hænder. Man tvinges til at tænke fotografisk med det værktøj i hænderne, og det vil afspejle sig i de fotografier, der kommer ud i den anden ende.
Selvfølgelig kan der argumenteres for, at der findes mange fremragende fotografer med Nikon og Canon DSLR udstyr. Bare se på Årets pressefotos. Men mange af de billeder er taget med unødvendigt tungt udstyr, for statistikken siger at langt de fleste fotos optaget på ÅP er taget med 35mm. Ideel brændvidde for en Leica M fotograf.
Jeg er langt fra velhavende, men har byttet mit gennem flere år sammensparede tunge professionelle Canon og senere Nikon DSLR udstyr ud med det meget mindre Leica M9. Jeg startede med M8, som jeg desværre mistede. I stedet for tunge objektiver og store kameraer, fik jeg fotoglæden tilbage da jeg udskiftede det tunge grej med det lettere målsøgerkamera. Nu har jeg kameraet med mig altid, i modsætning til tidl. hvor det tunge og ofte lidt klodsede udstyr blev hjemme. Jeg får taget mange flere billeder, og det er det væsentlige.
Leicaen har også den store fordel, at jeg er mere undseelig med det mindre kamera mellem mig og den jeg vil forevige. Der er kortere afstand til kontakt, og det er nemmere at holde sig skjult når det er ønskeligt.
Prisen på et Leica M kan man argumentere omkring fra nu af og til juleaften. Som man kan omkring en Porsche, en lækker jakke eller et godt ur. Er de virkelig det værd som de koster? Umuligt at sige, men jeg kan garantere, at jeg er glad for mit Leica M9, og de fantastiske objektiver, der passer til. Leica M kameraet er kendt gennem verdenshistorien, og mange store fotografer har anvendt det som deres foretrukne værktøj. Kameraet håndbygges og udvikles i Tyskland, og ikke i Japan, som forklarer lidt af prisforskellen. De er samlet i hånden, og bygget til arbejdsbrug. Der er ikke japanske plastikknapper, og der er ikke overflødige menuer.
Er det et snob-kamera? Det kan det være, når Leicas specialmodeller til overpriser frigives i begænsede oplag. Men der er også modeller (stadigvæk dyre), der er beregnet til at være et stykke sublimt arbejdsredskab, der kan holde til feltarbejde. Går der et eller andet i stykker i kameraet, kan det erstattes med nyt. Ikke som mange japanske kameraer, hvor man kan risikere at skulle smide hele kameraet eller objektivet ud og erstatte med nyt når selv mindre dele går i stykker.
I kontrol
Leica M kameraet skiller virkeligt vandene. Nogle elsker det, mens andre elsker at hade det. Er man til autofokus og automatisk lysmåling og mange skud i sekundet, er et DSLR kamera sikkert vejen. Men er man til præcis kontrol af lys og kreativt arbejde, så er Leicas M system en gave. Der skal en del tilvænning til den manuelle fokus, som kun kommer i hus med træning over længere tid. Skal man lære kameraet at kende, og virkelig mestre det, bør man lægge alt andet udstyr til side og kun fotografere med det. Ellers lærer man det aldrig rigtigt. Har man lært det og knækket koden, kan man til gengæld arbejde med fotografiet på en helt anden måde. Fordi alt er enkelt og manuelt.
Kameraets blænde og lukketid styres optimalt helt manuelt (der er en lukkertids-autofunktion tilgængelig), og man bør betragte kameraet som et lille mørkekammer. Alt handler om lyset. Ved at bruge indstillingerne 100% manuelt, styrer man også lyset 100%. Et automatisk kamera vil forsøge at ramme et jævnt belyst motiv, og vil aldrig kunne beregne, at man f.eks. kun ønsker et meget lille område “korrekt” belyst, mens resten falder ud i mørke. Med manuelle indstillinger, er man selv herre over hvordan billedet belyses, og er i fuldstændig kontrol. Det kan man selvfølgelig også på et DSLR kamera, men pointen er, at hvis man er trænet i udelukkende at anvende manuelle indstillinger, er det lyn hurtigt at ramme den rigtige belysning til situationen. Her er Leicas enkle opbygning med til at gøre den øvelse nem.
Kan man så hurtigt tage kameraet frem i en situation og fange motivet når der ikke anvendes automatiske indstillinger? Ja, for det første man gør når man går uden for døren, eller kommer ind i en bygning, er at bruge fem sekunder på at indstille lukkertiden/blænden. Det tager kun fem sek. og så er man beredt.
Manuel fokusering
Den største hyrdel ved Leica M er nok manuel fokus. I dag, er der en forventning om, at alle kameraer har autofokus, og Leica har med Leica Q modellen i foråret 2015 forsøgt at komme det marked i møde. MEN manuel fokus giver en præcision og kreativ mulighed som autofokus ikke kan hamle op med. De fleste autofokus systemer er bygget på at kameraet finder en kontrast i billedet som det så kan stille skarpt på. Dvs. at hvis man peger mod en hvid væg kan det ikke finde noget at stille skarpt på og fokus vil fare frem og tilbage uden at ramme noget. Også på ansigter og specielt i dårlig belysning er det svært altid at få især hurtig og korrekt fokus. Skal man fotografere gennem glas med refleksioner, eller med bevægelige ting i forgrunden, er der mange fejlkilder til forkert fokus.
Med manuel fokusering er fotografen i fuld kontrol. Bevægelige objekter er sværere at følge, men man kan så stille sin fokus på et bestemt sted og trykke på udløseren når objektet bevæger sig gennem det præfokuserede område. Skyd en serie på fem billeder og så vil der et eller to der er i fokus selv med meget lille dybdeskarphed. Jeg har mange års træning i manuel fokusering qua mit arbejde som TV-fotograf, og gennem træningen kommer også præcisionen. Ja, man misser indimellem øjeblikke, men det gør man også med autofokus.
Det kræver en del øvelse at lære kameraets manuelle fokus at kende, men når man først er i træning tænker man ikke mere over det end noget andet.
Fastfood contra slowfood
At arbejde med et Leica M contra DSLR spejlreflekskameraer fra øverste hylde, er som at vælge mellem fastfood eller slowfood. Det er lidt langsommere at arbejde med Leicaen, og det kræver lidt mere af fotografen. Men resultatet bliver også derefter når man mestrer det. Billederne smager ofte af mere end de hurtigt tilberedte.
Leicas M system er et målsøgerkamera. Det vil sige at man kigger igennem et lille vindue i kameraet, hvor der er en ramme, der viser det billeudsnit man har. I et DSLR (spejlreflekskamera) ser man igennem optikken. Hvad er så de store forskelle på det ene og det andet? Det væsentlige er, at i målsøgerkameraet (Leica M), ser man også det som er uden for rammen. Det vil sige, at man kan holde øje med hvad der er på vej ind og ud af det billede, man tager når man trykker på udløseren. På den måde kan man time det afgørende øjeblik. I DSLR kamearaet ser man kun det, som, er i det endelige billede, og man kan derfor ikke lige så godt se hvad der kan blive det, der gør billedet unikt. For man ved ikke hvad der foregår udenfor billedet, som måske kan bidrage til et bedre foto ved ny framing eller at vente på noget som kommer ind i det billedfelt der er valgt.
En anden afgørende forskel er, at alt i målsøgerkameraets søger-vindue er knivskarpt, fordi man ser direkte ud gennem glasset. Man kan derfor se præcist hvad, der sker foran en. I spejlreflekskameraet (DSLR), er billedet altid vist med stor blændeåbning, og det er derfor mindre klart hvad der er i billedet udover det man fokuserer på. Desuden forsvinder billedet mens man tager det. Det sker når spejlet lukkes op for at lyset kan ramme censoren. Så man er blind mens det tager billeder. Det sker ikke med målsøgerkameraet, hvor man hele tiden har sit billede i søgervinduet, og kan se hvad der evt. ændrer sig mens man tager det.
Målsøgerkameraer er små kameraer, der er praktiske i felten. De syner ikke af så meget, og skal man fotografere gadefotos (street photo) hvor man gerne skal være en usynlig del af gadens liv og fange øjeblikkene uset, så betyder det meget at kameraet er mere undseeligt. Et stort spejlrefleks kamera gør derimod tydeligt opmærksom på at her er en der vil fotografere, og det kan ofte virke afskrækkende. Til portrætter virker det også langt mindre anmassende når man ikke har et stort kamera imellem sig og den man skal have en god kontakt med. Også til journalistisk reportage er målsøgerkameraet et fremragende værktøj.
Lysfølsomhed
Der er mange andre modeller at vælge mellem, men når jeg er landet på Leica M, så er det også pga. de hurtige opjektiver. Selvom ISO-følsomheden i dag er kommet på et niveau hvor man kan fotografere i næsten mørke på mange kameraer (også de nyeste Leica), så er den meget store blændeåbning på f.eks. Summilux 50mm f1.4 asph med til at unødvendiggøre de høje ISO-indstillinger. M9 har mindre ISO følsomhed, og der er ikke billedstabilisator, men kameraet er bygget til at blive holdt stille. Jeg kan tage håndholdte fotos ned til 1/30 sec. og endda 1/15 sec., og det er fint selv i stearinlysets skær. Tages billederne i en serie, hvor udløseren holdes nede, er der bedre mulighed for at holde kameraet helt i ro, udover første skud hvor knappen trykkes ned. De efterfølgende billeder vil stå skarpt.
Ydermere er den store blændeåbning med til at give den helt særlige lille dybdeskarphed, som især Leica´s opjektiver er kendetegnet ved. Skulle man ønske at fotografere med en mellemindstilling i blænden, hvor det meste af billedet tegner skarpt, så harmonerer det rigtigt godt med den klare søger hvor alt er skarpt. Det man ser er det man får.
Elsket og hadet
Der kan læses mange negative kommentarer om Leica M, og lige så mange lovprisninger. Man skal vælge sit kamera udfra hvordan man arbejder bedst. Jeg synes ikke man kan sammenligne Leica M kameraet op mod f.eks. Sony, Canon eller Nikon, fordi det er to vidt forskellige måder at tilgå fotografiet på. Det er som at sammenligne et par italienske lædersko med et par Adidas løbesko. Det er to verdener og to forskellige slags opgaver de skal løse.
Leica fordrer at man tænker sig om. At man tænker fotografi. Det er ikke nok at pege og trykke på udløseren, og regne med at kameraet så tager sig af resten. Jo, det kan være godt nok til alm. fotos under standard lys, men det ekstraordinære kræver at man tænker ekstraordinært. At man hele tiden tænker lys, komposition, og det afgørende øjeblik som Henri Cartier-Bresson var en mester i. Er man vandt til zoom-objektiver og automatik, risikerer man hurtigt at blive en doven fotograf. Man glemmer at flytte sig til et bedre perspektiv, hvor lyset falder rigtigt, hvor baggrunden inddrages eller ekskluderes, hvor der kan bruges flere eller færre lag i billedet etc. Man bliver doven med automatik, og regner med teknikken klarer det man ikke selv gider, og billederne risikerer at blive uinteressante og gennemsnitlige. Fordi man tror det ikke er nødvendigt at gøre sig umage, at tænke fotografiet, og være klar før det afgørende øjeblik.
De udvalgte
Er man en særlig udvalgt flok, fordi man er en del af dem, som fotograferer med et Leica M. Ja, det er man nok. Det er i hvert fald sikkert, at man hurtigt kommer i kontakt med folk, hvis man møder dem med et Leica M hængende over skulderen. Fordi de fleste som har bekostet det som et Leica M koster, brugt eller nyt, oftest har en særlig interesse i fotografiet, og dermed et fællesskab. Lidt ligesom når motorcyklister mødes på landevejen og hilser.
Noget jeg aldrig har oplevet de år jeg rendterundt med Canon eller Nikons DSLR. Så der er et fællesskab, som vel bunder i den kærlighed man har til et ikonisk kamera der har leveret historiske fotos. Et kamera, der kan levere smukke billeder i hænderne på den rette fotograf. For man skal passe til det kamera, eller også skal man fotografere med noget andet.
Til sidst en understregning af vigtigheden i at vælge det kamera du har mest glæde af. Arbejd med det samme kamera hele tiden, så du virkelig kender det helt ind til censoren. Lad være med at skifte mellem forskellige kameraer, for det handler om at være 100% fortrolig med det valgte værktøj.
Vil du vide mere om Leica M, er den danske fotograf Thorsten von Overgaard god at få viden fra. Du finder mange artikler om Leica på www.overgaard.dk
Morten Albek Photography 